torsdag den 25. oktober 2012

På et øjeblik


På et øjeblik
Af Kean Riber

En sen fredag aften. Vejret er koldt og trist. Sirenernes beroligende støj kan høres i det fjerne. Musikken spiller i højtalerne, mens guitarens lystige strenge spiller med. Følelsen af ro og velbehag fylder min ellers trætte og utilfredse krop. Ingen fester, ingen jag, ingenting. Ja, jeg er tilfreds lige nu, og tankerne har forladt mit ellers stressede sind. Snupper lige en smøg og en kop kaffe mere. Har lige tændt alle mine stearinlys, og varmen fra de levende flammer mærkes med det samme. Endnu en aften hvor jeg udøver min yndlingsbeskæftigelse, at slappe a´ og bare hænge ud for mig selv. Skulle man gå tidligt i seng for en gangs skyld eller skal man ligge og vente på at klokken bliver to, som den plejer at blive. En ting er sikker. Inden for kort tid vil der blive smidt en dvd i afspilleren, og så skal der bare chilles med en gang film. Lige som man sidder og slapper af, banker det selvfølgelig på døren. Alt er ved det gamle. Skal jeg åbne eller lade være. Ej, man kan vel ikke tillade sig at ignorere folk på den måde. Musikken spiller jo højlydt og det ville være svært at lade som om man ikke var hjemme. Jeg må hellere se hvem det er. ”Øjeblik!”. Åbner døren og ser to mænd stå udenfor. De to forekommer mig ikke bekendt. Den ene er lav og tyk, og den anden høj og ranglet. ”Godaften, vi søger en hvis herre ved navn David Svirs”. Ja, kan jo ikke komme udenom at det er mit navn, men har jeg lyst til at sige det er mig. De to mænd ser lidt suspekte ud. ”Det er mig, hvad drejer det sig om?”. Håber jeg gjorde det rigtige ved at afsløre min identitet. ”Vi er kommet for at ordne et par småting”. Småting, gad vide hvad de mener med det. ”hvad skal det betyde?”. Den lille tykke mand roder rundt efter et eller andet i hans inderlomme. ”Rolig nu!”. Står og kigger direkte ind i en pistol. Kan mærke mine bukser blive våde og mit hjerte banker som besat. Kan se at fingeren på aftrækkeren stille og roligt bliver klemt tilbage. Et brag.

Ingen kommentarer: