Lykkelig illusion
Af Kean Riber
Sidder på broen og tænker. Tænker på de
sidste par år med glæde og skam. Mærker enden komme tættere på. Jeg tør ikke
rigtigt, men ser ingen anden udvej. Et nyt liv. En ny begyndelse, som skulle
have været så fantastisk, blev med et gjort ulideligt og nytteløst. Blev gjort
til noget, som ikke var værd, ikke var værd at kæmpe for. Det vigtigste i
verdenen. Kærligheden. Den var borte og med den forsvandt fremtiden og lykken
ud af syne. Livslysten og glæden var borte og snart ville jeg også være det.
Borte. Men tør ikke. Endnu. Alt var sort. Kulsort. Udover lyset. Elskede hende.
Ville gøre alt for hende. Men så var hun væk. Væk. Alt var væk. Kærligheden. Og
hvorfor. Ved det ikke. Ingen svar. Bare væk. Jeg vil også væk. Har modet. Hvad
skal jeg gøre. Kan ikke finde svaret. Tæt på var hun så smuk, dejlig,
fantastisk, smilende, omsorgsfuld. Men når hun var væk, når hun rejste igen
blev hun en anden. Trods, sur, uforstående, ude af stand til at modtage det
vigtigste og største jeg var i stand til at give. Kærlighed. Og når jeg ikke
kan give den til hende, hvad skal jeg så gøre ved den. Jeg må finde modet til
at skille mig af med den. Få ro i min krop. Skal op. Jeg må give slip. Slippe
alt. Finde lykken et andet sted. Kigger til siden. Der står hun. Hun smiler til
mig, som hun altid har gjort. Lykken er tættere på. Kan mærke den. Hun tager
min hånd. Jeg bliver varm indeni. Kan mærke hende fylde mig med ro. Jeg er
klar. Kan høre hende trøste mig, men munden bevæger sig ikke. Jeg smiler sødt
til hende og takker hende for at modtage min kærlighed. Elsker hende. Tager
skridtet mod den evige lykke med hende ved min side. Alt er let mens min krop
falder mod lykken. Med et er alt roligt. Endelig ro.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar